Vor forening er stiftet i 1965 af Sv. Å. Bovbjerg, tidligere indehaver af Sportmaster i Frederikssund, og har i dag godt 200 medlemmer.
Vi har klublokale i Pedersholm Fritidscenter i Oppe Sundby, over for gadekæret, hvor vi hver onsdag i vinterhalvåret, fra september til maj, holder klubaften kl. 19.30 til kl. 22.00. På disse aftener bliver der bygget stænger og fangstnet, bundet fluer, støbt blink, lagt planer, udvekslet fiskehistorier eller almindelig hygge over en kop kaffe, øl eller vand.
Foreningens aktivitetsudvalg arrangerer året igennem forskellige fælles ture og aktiviteter. Klubturene er lige så meget for begyndere, som for de garvede. Kom bare med, vi har det hyggeligt og det hænder, at vi også fanger fisk.
Vi har også vor egen private fiskesø, GRØNLIEGÅRD, hvor vi flere gange om året udsætter
ørred og laks. Som medlem kan du fiske gratis lige så tit du har lyst.
Du må dog kun hjemtage 2 fisk pr. dag.
Husk at medbringe dit medlemskort, girokortet, da vi kontrollerer, at det kun er vore egne medlemmer, der fisker i søen.
Vor forening er medlem af :
Sjællandske Sports– og Lystfiskerforeningers Samarbejdsudvalg, kaldet S.U. som omfatter
ca. 60 foreninger, der gratis stiller deres faciliteter og både til rådighed for os. Desuden får
vi en lang række af rabatordninger på hytter, turbåde og i Put and Take-søer.
På grund af det store arbejde og de stigende posttakster ophører SU med at udsende medlemblad / facilitetsfolder og henviser i stedet til sin hjemmeside med de sidste opdateringer over de seneste tiltag for fælles fiskeriudfoldelser.
På vor årlige generalforsamling i februar kårer vi årets mestre i de forskellige grene :
- Største havørred
- Største havørred fanget på fluestang
- Største havørred fanget på klubture
- Største fisk, øvrige
- Største junior fangst
- Største fisk fanget i Grønliegård
med præmier og indgravering på klubbens praletavle og trækker samtidig lod blandt
årets indsendte fangstrapporter om 3 pengepræmier på kr. 200 - kr. 300 - og kr. 500.